Om mig
Jeg er oprindelig uddannet skuespiller fra Nordisk Teaterskole 1991-94 og som billedkunstner fra Strykejernet Kunstskole i Oslo 1998-99. Derudover har jeg gennem en årrække deltaget i kurser af forskellig kunstnerisk art.
I arbejdet med mine billeder bruger jeg oftest fotos, der fanger mig med linjer, former og udtryk. Der er altid en mening bag billedet, omend den kan være godt skjult. Til tider er idéen og meningen der allerede fra starten, andre gange opstår den undervejs i processen. Jeg er ikke meget for at forklare billederne, men hvis jeg rammer noget i dig, er jeg tilfreds. Jeg mener ikke, at beskueren nødvendigvis bør forstå, hvad jeg har tænkt.
I starten arbejdede jeg hovedsagligt med skulptur, installation og performance, men jeg har de seneste 10 år brugt overvejende mest tid på billederne. Tidligere arbejdede jeg mest abstrakt, men jeg har de sidste par år udviklet en blanding af collage-teknik og maleri. Jeg er optaget af strukturer og er grundig i udførelsen af disse. Udover fotografierne, som har en central placering, er billederne præget af et enkelt udtryk med stærke farver, linjer og ofte store bobler.
Ind imellem laver jeg små skulpturer, tableauer, skrotkunst og hæklede skulpturer.
Jeg arbejder også med hækling mm i det offentlige rum, se under Street art og Land art.